Fra rest til ressourcer

Fra druekvas til nye smagsoplevelser – Tusen Vins næste eventyr

Hos Tusen Vin arbejder vi hele tiden med at finde nye veje til at udnytte vores druer fuldt ud – og nu har vi sat kurs mod et spændende projekt, der kan resultere i enten en orangevin, en druespiritus lagret på egetræsfade – eller måske endda begge dele.

I forbindelse med vinfremstillingen presses druerne, og tilbage står vi med et restprodukt, druekvaset. Normalt ender dette som gødning på markerne, men vi ser et langt større potentiale gemt i de drueskaller og kerner, der stadig indeholder både væske og aromaer. Ved at udvikle en metode til at presse kvaset en ekstra gang kan vi udvinde endnu mere most – uden at gå på kompromis med kvaliteten af vores vin.

Alt efter hvordan resultatet bliver, vil vi enten anvende den ekstra most som grundlag for en orangevin, hvor drueskallerne får lov at give farve, struktur og kompleksitet – eller vi vil destillere den til en karakterfuld druespiritus. Måske åbner projektet endda for, at begge produkter kan blive en del af Tusen Vins sortiment i fremtiden.

Druekvas i gæring

Fra idé til glas

Vores ambition er at øge udnyttelsen af druerne fra ca. 50% til 75% gennem denne metode – og samtidig skabe et helt nyt kapitel i Tusen Vins historie. Lige nu er vi i gang med at undersøge og udvikle processen, men visionen er klar: at omdanne restproduktet til nye, unikke drikkevarer, der både smager af Danmark og af vores vingård.

For at hjælpe os med at udvikle processen, har vi fået støtte via SMV:Grønne Kompetencer og Erhvervsfyrtårnet for Biosolutions - Biosolutions Zealand II.

SMV:Grønne Kompetencer giver danske virksomheder hjælp til nye kompetencer, færdigheder og viden i den grønne omstilling. Erhvervsfyrtårnet for Biosolutions hjælper virksomheder i hele landet med innovation og opskalering af biobaserede løsninger.

Vi har fået støtte fra Biosolutions Zealand II

Det er et projekt, vi glæder os til at dele meget mere om i den kommende tid – og som måske allerede nu kan give et lille hint om, hvad fremtiden for dansk vin og spiritus kan byde på.

Næste
Næste

Sommer på vingården